Kære gæst

Løvens Forlag er et uafhængigt forlag, der blev stiftet 2011 af Løve's Bog- og VinCafé. Baggrunden for stiftelsen af forlaget skal findes i dét idealistiske forsæt at bringe den gode litteratur tilbage til det danske folk.

I første omgang vil vi fokusere på at udgive nogle fantastiske værker, udenlandske som danske, der med tiden er gået tabt for det danske bogmarked, men hvis berettigelse er åbenlys. Gennem to udgivelsesserier - Debuterende Mesterværker & Glemte Mesterværker - er det vores mål atter at bringe den gode litteratur i fokus på det danske bogmarked.

Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke er åbne overfor at udgive ny dansk litteratur. I er meget velkomne til at sende jeres manuskripter ind til os, hvis I mener, at Danmark ikke kan være foruden jeres ord. Det lyder ambitiøst, og det er det også. Løvens Forlag er skabt i den ånd, at kun det bedste er godt nok. Ikke blot for læserne derude, men også for de forfattere, der bruger al deres tid på at skabe værkerne.


Forlagsmanifest

I for lang tid har vi manglet det brede udbud på bogmarkedet. Kunne det ikke tænkes, at den åndsforfladigelse, som har bidt sig fast i landet, kommer af en mangel, såvel som af et savn? Når så stor en del af befolkningen læser spændingslitteratur, er det så kun et udtryk for et målrettet valg? Vi skylder at give os selv muligheden for at vælge bredt. Vi skylder at give den store litteratur tilbage til Danmark. Vi skylder at gøre os selv opmærksom på, at vi engang var en litterær stormagt, læsende såvel som skrivende, og vi skylder at give os selv chancen for at blive det igen.

I for lang tid har vi ladet stå til. Ikke længere, siger vi. Lad det stærke ord vende tilbage. Lad det atter flyde gennem vores årer og lad det strømme ud i vores handlinger.

Dette er vores manifest.

14. oktober 2011, Kenny Jess Brandt, Løvens Forlag